Fedme kan være et handicap

EU's generaladvokat foreslår i en indstilling til EU-Domstolen, at EU-Domstolen skal sige nej til, at der gælder et generelt princip om forbud mod diskrimination, men at EU-Domstolen skal sige ja til, at fedme kan udgøre et handicap.

EU-Domstolen er i en dansk sag blevet spurgt om, hvorvidt en medarbejders fedme, som måske har resulteret i opsigelse af medarbejderen, kan danne baggrund for en beskyttelse som udtryk for et generelt princip om ikke-diskrimination på arbejdsmarkedet, eller om fedme kan være omfattet af den særlige beskyttelse af handicappede i forskelsbehandlingsloven.

Konkret drejer sagen sig om en kommunal dagplejer, der efter 15 års ansættelse blev opsagt. Det er omdiskuteret, om dagplejeren var blevet opsagt på grund af et faldende børnetal og/eller sin fysiske konstitution. Dagplejeren vejede 160 kg og havde et BMI på 54.

Handicapbegrebet under udvikling

Generaladvokatens indstilling til EU-Domstolen indeholder en analyse af, hvorvidt der generelt set gælder et princip om ikke-diskrimination som følge af EU-rettens charter om grundlæggende rettigheder. Generaladvokaten fastslår, at et sådant grundlæggende princip ikke foreligger i EU-retten i relation til fedme.

I relation til handicapbegrebet, herunder om fedme kan betragtes som et handicap, anfører generaladvokaten i lighed med EU-Domstolens tidligere afgørelser, at handicapbegrebet blandt andet kan defineres ud fra FN's handicapkonvention, at handicapbegrebet er under udvikling, og at handicapbegrebet ikke alene er et (rent) lægeligt begreb, men at man også skal anlægge en social vurdering, som navnlig vedrører spørgsmålet om, hvorvidt det anførte handicap medfører barrierer for den pågældende i relation til arbejdslivet.

Fedme kan anses som et handicap, hvis BMI er over 40

Generaladvokaten lægger vægt på, at WHO definerer fedme i relation til personer med et BMI over 40, som svær, ekstrem eller sygelig fedme, og det er disse tilfælde, at generaladvokaten finder, at der kan foreligge handicap. Generaladvokaten lægger vægt på, at ved et BMI på over 40 har "fedmen nået en grad, hvor den i samspil med holdningsmæssige omgivelsesbestemte barrierer hindrer fuld og effektiv deltagelse i samfundslivet på lige fod med andre arbejdstagere som følge af de fysiske og/eller psykiske begrænsninger, som fedmen medfører. I sådanne tilfælde kan fedme anses som værende et handicap."

Generaladvokaten foreslår, at EU-Domstolen overlader det til den nationale danske ret at efterprøve, om disse betingelser er opfyldt.

Der skal være sammenhæng mellem medicinsk og arbejdsmæssig begrænsning

Det er naturligvis væsentligt at erindre, at generaladvokatens forslag til afgørelse kun er et fingerpeg om, i hvilken retning EU-Domstolen vil afgøre fedmeproblematikken.

Generaladvokatens udtalelse viser, at der skal være en sammenhæng mellem på den ene side en lægelig/medicinsk begrænsning og på den anden side begrænsningens konkrete konsekvenser i relation til det sociale og arbejdsmæssige.

Dette indebærer på den ene side, at det ikke er tilstrækkeligt at påberåbe sig et handicap, uden at det har relevant betydning for udførelsen af arbejdet. På den anden side medfører denne sammenhæng et vist overlap, idet der ved vurderingen af den medicinske begrænsning vil blive set på, om det rent faktisk har resulteret i problemstillinger på arbejdspladsen, hvilket igen kan betyde, at der er tale om et handicap.

EU-Domstolens endelige afgørelse i sagen vil blive afventet med spænding, men indtil denne foreligger, vil det være fornuftigt at betragte betydelig overvægt som omfattet af forskelsbehandlingslovens handicapbegreb med den særlige tilpasningsforpligtelse, der gælder for en arbejdsgiver.

Sagen har vakt opsigt i Europa, og især i England, hvor flere medier fra BBC over den store ansete avis The Guardian til tabloidavisen Daily Mail har skrevet om den.

kontakt

Finn Schwarz

Managing Partner

Jonas Enkegaard

Partner