Fratrædelses­godtgørelse til ældre funktionærer afhænger af en konkret vurdering

Højesteret har i dom af 17. januar 2014 slået fast, at en medarbejder, der fortsat ønsker at forfølge en erhvervsmæssig karriere, skal have godtgørelse efter funktionærlovens § 2a, uanset om medarbejderen har mulighed for at oppebære alderspension.

Højesteret lægger op til lovændring:

Højesteret fastslår ligesom Østre Landsret, at indtil der er fastsat nærmere retningslinjer for, i hvilke tilfælde en arbejdstager skal anses for midlertidigt at have givet afkald på alderspension med henblik på at forfølge en erhvervsmæssig karriere, skal der i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret vurdering. Højesteret afviser imidlertid selv at fastsætte sådanne retningslinjer med henvisning til, at det vil rejse spørgsmål af politisk karakter om den generelle afgrænsning af retten til fratrædelsesgodtgørelse. Og Højesteret udtaler: "En sådan afgrænsning bør mest nærliggende foretages af lovgivningsmagten".

Funktionærlovens § 2a

Efter funktionærlovens § 2a har en medarbejder, der opsiges efter at have været ansat i 12, 15 eller 18 år, ret til en fratrædelsesgodtgørelse på henholdsvis en, to eller tre måneders løn. Formålet med denne fratrædelsesgodtgørelse er at lindre overgangen til ny beskæftigelse for ældre funktionærer, som har været ansat i samme virksomhed i mange år. 

Det følger af funktionærlovens § 2a, stk. 2 og 3, at denne ret til fratrædelsesgodtgørelse mistes, såfremt medarbejderen "vil oppebære" folkepension eller "vil oppebære" ret til alderspension efter en med arbejdsgiveren aftalt pensionsordning, hvis funktionæren er indtrådt i den pågældende pensionsordning før det fyldte 50 år.

Baggrunden for Højesterets afgørelser

Højesteret afsagde dom i to sager, der var blevet anket fra henholdsvis Østre- og Vestre Landsret.

Sagen fra Østre Landsret omhandlede 14 tidligere medarbejdere, der alle blev afskediget på et tidspunkt, hvor de var berettiget til at oppebære en arbejdsgiverbetalt alderspension med den konsekvens, at de ikke var berettiget til fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2a. Medarbejderne sagsøgte herefter deres tidligere arbejdsgivere med krav om at få udbetalt fratrædelsesgodtgørelse iht. funktionærlovens § 2a, stk. 1, samt godtgørelse for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.

Østre landsret fandt, at funktionærlovens § 2a, stk. 3, skulle fortolkes i overensstemmelse med Ole Andersen-dommen, hvorfor alene en henvisning til, at medarbejderne havde mulighed for at oppebære en arbejdsgiverbetalt alderspension, ikke var tilstrækkeligt til at nægte dem fratrædelsesgodtgørelse. 

Østre landsret foretog herefter en konkret vurdering af, om hver medarbejder efter opsigelsen midlertidigt havde givet afkald på alderspension for at forfølge sin erhvervsmæssige karriere. De medarbejdere, der i tilstrækkelig grad havde forsøgt at få nyt arbejde, fik tilkendt fratrædelsesgodtgørelse, mens de, der ikke i tilstrækkelig grad havde forsøgt at holde kontakten til arbejdsmarkedet, ikke havde ret til fratrædelsesgodtgørelse.

Desuden fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at tilkende medarbejderne godtgørelse for forskelsbehandling på grund af alder efter forskelsbehandlingsloven, da det var et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål om rækkevidden af Ole Andersen-dommen, hvorfor arbejdsgivernes tilbageholdenhed med at betale fratrædelsesgodtgørelserne ikke udgjorde en krænkelse af en så grov karakter, at der var grundlag for at tilkende godtgørelse.

I sagen fra Vestre Landsret blev alene spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af alder bedømt. Region Syddanmark havde nægtet at betale fratrædelsesgodtgørelse til to medarbejdere, der var blevet opsagt i en alder, hvor de havde ret til alderspension. De to medarbejdere anlagde sag mod regionen og efter at have fremlagt dokumentation for, at de havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet, accepterede regionen at betale fratrædelsesgodtgørelserne. Regionen blev i landsretten dømt til at betale 10.000 kr. i godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven under hensyntagen til krænkelsens ikke så grove karakter.

Østre Landsrets dom og "Ole Andersen-sagen" er beskrevet i vores nyhedsbrev af 29. april 2013

Højesterets begrundelse og resultat

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom og fandt ikke anledning til at tilsidesætte landsrettens skøn i de enkelte sager. 

Højesteret udtaler, at domstolene ikke på grundlag af beskæftigelsesdirektivet, Ole Andersen-dommen, funktionærlovens forarbejder eller anden lovgivning, kan opstille generelle faste retningslinjer for, i hvilke tilfælde en arbejdstager skal anses for midlertidigt at have givet afkald på alderspension med henblik på at forfølge en erhvervsmæssig karriere. Det er efter Højesterets opfattelse et politisk spørgsmål, og afgrænsningen må foretages af lovgivningsmagten. 

Dissensen, bestående af én ud af ni dommere, udtaler sig mere skarpt omkring fortolkningsproblematikken vedrørende funktionærlovens § 2a. Den dissentierende dommer udtaler, at det ikke er muligt at bringe bestemmelsen i harmoni med Ole Andersen-dommen gennem fortolkning. Dommeren udtaler tillige at ”der med Ole Andersen-dommen er skabt betydelig retsusikkerhed med hensyn til, i hvilket omfang bortfaldsreglen i § 2a, stk. 3, kan anses som forenelig med EU-retten”. En nærmere afklaring af forholdet bør foretages af lovgivningsmagten. 

Højesteret tiltræder desuden landsrettens vurdering af, at overtrædelsen af forskelsbehandlingslovens forbud mod aldersdiskrimination ikke havde en sådan grovhed, at arbejdsgiverne kunne pålægges at betale godtgørelse.

I tråd med dette ændrede Højesteret dommen afsagt af Vestre Landsret. Højesteret udtaler, at Region Syddanmark havde reageret hurtigt efter at have modtaget dokumentation for, at  arbejdstagerne stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Der var derfor ikke grundlag for at pålægge dem at betale godtgørelse, og regionen blev frifundet. 

Horten bemærker

Højesterets flertal sender spørgsmålet om, hvornår man har forfulgt en erhvervsmæssig karriere, videre til lovgivningsmagten og henstiller til, at funktionærlovens § 2a tages op til overvejelse. Dissensen tager skridtet videre og siger, at det er en nødvendighed for at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med EU-retten. 

At der er behov for en justering af funktionærloven synes utvivlsomt, da der nu – for arbejdsgivere – foreligger en praksis, hvor der skal foretages en konkret vurdering af omstændigheder, som ligger efter en opsigelse. Dette er en uholdbar situation, da arbejdsgiver ikke på opsigelsestidspunktet kan vurdere, om den pågældende medarbejder efterfølgende vil forfølge en erhvervsmæssig karriere. 

Det bliver spændende, om regeringen reagerer på Højesterets opfordring. Indtil en eventuel lovændring vil adgangen til fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2, stk. 3, afhænge af et konkret skøn over, om funktionæren har forfulgt sin erhvervsmæssige karriere, hvilket desværre vil medføre, at funktionærer, der bliver afskediget i en sen alder, kan få svært ved at gennemskue deres retsstilling.

Højesteret har været overbærende med arbejdsgivernes overtrædelser af forskelsbehandlingsloven i disse sager. Det hænger sammen med, at det ikke er fundet rimeligt at pålægge arbejdsgiverne risikoen forbundet med et tvivlsomt lovfortolkningsspørgsmål. Det må dog bemærkes, at jo mere klar retsstillingen bliver, jo mindre undskyldelige vil arbejdsgivernes overtrædelser være. Arbejdsgiverne vil derfor ikke i fremtiden kunne nægte at betale fratrædelsesgodtgørelse uden risiko for at skulle betale godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. Det vil formentlig kræve, at de foretager et rimeligt og oplyst skøn over, om arbejdstageren i tilstrækkelig grad har forsøgt forfølge sin erhvervsmæssige karriere.

Vi gør opmærksom på, at indholdet af ovenstående ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning.

kontakt

Jonas Enkegaard

Partner

Marianne Lage

Partner