Energistyrelsen offentliggør de endelige udbuds­betingelser for Horns Rev III

Energiforligskredsen (regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Enhedslisten) er nået til enighed om processen for at finde finansiering af havvindmølleparken Horns Rev III. Derfor har Energistyrelsen netop offentliggjort de endelige udbudsbetingelser for Horns Rev III. Tilbudsfristen er den 16. februar 2015.

Med offentliggørelsen af de endelige udbudsbetingelser har de fire prækvalificerede tilbudsgivere (DONG Energy, Vattenfall, Statoil og E.On) nu det færdige grundlag til at kunne afgive bud på opførelsen af havvindmølleparken.

Offentliggørelsen af de endelige udbudsbetingelser kommer efter nogen usikkerhed om finansieringen af havvindmølleparken, eftersom EU-kommissionen har forbudt den danske regering at lade PSO-energiafgifterne finansiere projektet. Nu er energiforligskredsen blevet enige om at finde en langsigtet løsning på finansieringen med virkning fra 1. januar 2017. Derfor har energiforligskredsen nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der primo marts 2015 skal komme med konkrete forslag til løsningsmodeller for finansieringen af havvindmølleparken. 

Fakta

  • Havvindmølleparkerne Horns Rev ligger i Nordsøen ud for Blåvandshuk.
  • Horns Rev I på 160 MW blev sat i drift i 2002.
  • Horns Rev II på 209 MW blev sat i drift i 2009.
  • Horns Rev III bliver på 400 MW.
  • Efter planen skal man her begynde at producere strøm i 2017, og hele havvindmølleparken skal stå færdig i 2020.
  • De 400 MW vil kunne producere strøm til 400.000 husstande.

kontakt

Søren Hornbæk Svendsen

Partner