Forskelsbehandling på grund af alder var begrundet i legitime formål

I en sag om pligtig afgangsalder og ret til ventepenge har Højesteret stadfæstet, at forskelsbehandlingen på grund af alder var begrundet i legitime formål.

Sagens omstændigheder

Medarbejderen var ansat hos TDC og have som led i ansættelsesforholdet ret ventepenge i fem år, hvis han blev opsagt. Ventepengene ville dog ophøre med at blive udbetalt, når den pågældende medarbejder fyldte 67 år, hvilket i henhold til overenskomsten var den pligtige afgangsalder.

Medarbejderen anførte blandt andet, at en pligtig afgangsalder på 67 år ville være i strid med forskelsbehandlingsloven, ligesom at det var i strid med loven, at han på grund af sin alder ville få ventepenge udbetalt i en kortere periode.

Landsrettens begrundelse og resultat

I og med at medarbejderen på grund af sin alder fik ventepenge i kortere tid, fandt landsretten, at der var tale om forskelsbehandling på grund af alder. Spørgsmålet var derefter, om forskelsbehandlingen var objektivt og rimeligt begrundet i legitime formål, og om bestemmelsen gik ud over, hvad der var nødvendigt og hensigtsmæssigt for at opnå det ønskede mål, jf. forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 3.

Bestemmelsen om den pligtige afgangsalder på 67 år var aftalt midt i 1990'erne. TDC's medarbejdere havde på dette tidspunkt en højere gennemsnitsalder end i tilsvarende virksomheder. Formålet med den pligtige afgangsalder var blandt andet at opnå en aldersmæssig fordeling, der stemte bedre overens med det øvrige arbejdsmarked. Hertil kom at TDC stod foran teknologiske og forretningsstrategiske forandringer, der ville medføre en reduktion af medarbejderstaben samt et behov for at tilføre nye medarbejdere med de kompetencer, man fremadrettet ville få brug for.

Landsretten henviste til EU-domstolens dom i sag C-45/09, Gisela Rosenbladt mod Oellerking Gebäudereingungsges, hvor domstolen fortolker Beskæftigelsesdirektivets § 6, stk. 1, der er implementeret i Forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 3.

Det fremgår af denne dom, at arbejdsmarkedets parter har en vid skønsmargin i forhold til, hvilke formål de ønsker at forfølge inden for socialpolitik og beskæftigelse samt valget af midler for at nå dette mål. Dommen siger i forlængelse heraf, at generelle bestemmelser om automatisk ophør af ansættelseskontrakter, som er fastsat på grundlag af en politisk og social konsensus om arbejdsdeling mellem generationerne, må anses for objektive og rimelige og derfor går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå det ønskede mål.

På baggrund af EU-domstolens fortolkning og den vide skønsmargin, der tilkommer arbejdsmarkedets parter, fandt landsretten, at både den pligtige afgangsalder på 67 år og begrænsningen af perioden med ventepenge var begrundet i legitime formål, og at bestemmelsen ikke gik ud over, hvad der var hensigtsmæssigt og nødvendigt for at opnå disse formål. TDC blev derfor frikendt.

Højesterets begrundelse og resultat

Højesteret kom til samme resultat med stort set samme begrundelse.

Højesteret lægger blandt andet vægt på, at en bestemmelse om pligtig afgangsalder kan lette unge arbejdstageres adgang til arbejdsmarkedet, og samtidig tage passende hensyn til de ældre i kraft af sammenkædningen med pension.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom og frikendte TDC.

Horten bemærker

Det er vigtigt at holde sig for øje, at der ved en potentiel overtrædelse af reglerne om aldersdiskrimination altid må foretages en konkret vurdering af, om formålet er legitimt, samt at midlet til at nå dette mål ikke går ud over, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt.

I en verserende højesteretssag om en tjenestemands ret til at få rådighedsløn, selvom han har nået pensionsalderen, går generaladvokatens udtalelse i en anden retning end denne dom. Der er imidlertid endnu ikke kommet endelig dom fra hverken EU-domstolen eller Højesteret.

Generaladvokaten udtalte, at det er i strid med forskelsbehandlingsloven ikke at give rådighedsløn til tjenestemænd, der har nået pensionsalderen. Ordningen gik ud over, hvad der var nødvendigt for at opnå formålet, nemlig at rådighedslønnen kun udbetales til de tjenestemænd, der står til rådighed for en ny stilling. Du kan læse mere om Generaladvokatens udtalelse i vores nyhedsbrev af 18. februar 2013. 

Vi gør opmærksom på, at indholdet af ovenstående ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning.

kontakt

Marianne Lage

Partner