Dankort-gebyrer i forbindelse med e-handel sænkes markant

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har netop truffet afgørelse om, at det gebyr, som Nets opkræver i forbindelse med transaktioner på internettet, skal sænkes med 36 %. Afgørelsen kommer i forlængelse af en anden afgørelse fra Styrelsen fra november 2012, hvor Nets blev pålagt at nedsætte de pågældende gebyrer. Afgørelsen vil få økonomisk betydning for såvel internetbutikker som forbrugere, der handler via internettet.

Den seneste afgørelse medfører, at Nets, der er udbyder af Dankortet, fremover i forbindelse med salg via internetbutikker ikke må kræve gebyrer, der overstiger kr. 1,20 i gennemsnit.

Nets har i længere tid krævet et højere gebyr på kr. 1,90 fra indehavere af netbutikkerne, hver gang en bruger foretog et køb med Dankort i den pågældende netbutik. Afgørelsen vil dermed få stor økonomisk betydning for det stadigt stigende antal webbutikker.

Reglerne om størrelsen af de gebyrer, der opkræves i forbindelse med brug af Dankortet, fremgår af betalingstjenesteloven, der fastslår, at sådanne gebyrer skal være rimelige – og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har altså nu slået fast, at et gebyr på kr. 1,90 i gennemsnit ikke er rimeligt.

Ifølge direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, skal afgørelsen desuden sikre, at Nets ikke udnytter, at de er eneste udbyder af Dankortet, ved at tage urimeligt høje gebyrer for brug af Dankort på nettet.

I mange tilfælde har internetbutikkerne valgt at lade sine kunder afholde det gebyr, som butikken blev opkrævet af Nets for den pågældende handel, og afgørelsen vil således ikke alene få stor betydning for netbutikkerne, men også direkte for de mange brugere af internettet, der oftere og oftere køber varer og tjenesteydelser over nettet.

Sagen var indbragt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen af FDIH, Foreningen for Dansk Internet Handel. Ændringen skal iværksættes senest 1. juli 2013.

Begge sager er blevet påklaget af Nets, og Nets kan desuden formentlig se frem mod en erstatningssag med et krav på ca. kr. 173 mio., der svarer til det beløb, der er opkrævet for meget siden 2008.