Ny landsretsdom vedrørende kommunes berettigelse til at opkræve renovationsgebyrer hos ejerlejlighedsforening

Vestre Landsret fastslår i en ny dom fra februar 2013, at Aalborg Kommune var berettiget til i overensstemmelse med kommunens sædvanlige praksis at opkræve renovationsgebyrerne hos ejerforeningen i stedet for hos de individuelle ejere af ejerlejlighederne. Landsretten betragter således ejerforeningen som ejer i relation til betaling for renovation.

Sagen kort

En ejerlejlighedsforening beliggende i Aalborg Kommune blev af kommunen opkrævet et gebyr for kommunens dagsrenovationsindsamling. Ejerforeningen protesterede over, at fakturaerne ikke blev sendt til de enkelte ejere, idet det af projektmaterialet for ejerlejlighederne var fremgået, at renovationsgebyret ikke var en fællesudgift.

Landsretten giver kommunen medhold i, at ejerforeningen skulle betragtes som ejer i relation til betaling for renovation, jf. miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 6. Retten lægger vægt på, at det ikke fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 6, lovens forarbejder eller bekendtgørelser udstedt i medfør af loven, om opkrævning vedrørende ejerlejligheder skal ske hos de enkelte ejere eller hos ejerforeningen, ligesom dette heller ikke fremgår af kommunens regulativ for dagrenovation.

Hertil kommer, at Vestre Landsret bemærker, at ejere af ejerlejligheder efter ejerlejlighedsloven deltager i et særligt fællesskab, nemlig ejerforeningen, og at ejerlejlighedsloven netop indeholder regler om fælles udgifter.

Endelig lægger Landretten vægt på, at det ikke kan fastslås, at det var mere byrdefuldt, at kommunen opkrævede renovationsgebyrerne hos ejerforeningen i stedet for hos de enkelte ejere, og således havde kommunen været berettiget til i overensstemmelse med kommunens sædvanlige praksis at opkræve renovationsgebyrerne hos ejerforeningen.

kontakt

Line Markert

Partner

Marie Bockhahn

Specialistadvokat