Bestyrelsesmedlemmer ikke personligt erstatningsansvarlige for sagsomkostninger

Højesteret har i en ny dom taget stilling til et principielt spørgsmål, der har interesse for bestyrelsesmedlemmer i selskaber og foreninger samt for ansvarsforsikringsselskaber. Højesteret har i dommen fastslået, at en bestyrelsesformand og et andet bestyrelsesmedlem ikke var personligt erstatningsansvarlige for sagsomkostningerne til modparten, som en grundejerforening var blevet pålagt at betale efter at have tabt en retssag ved både byretten og landsretten.

Generelt om bestyrelsesansvar i grundejerforeninger

Udgangspunktet er, at et medlem af en bestyrelse i en grundejerforening kan holdes erstatningsansvarlig for en retsstridig og tabsforvoldende disposition, hvis dispositionen er foretaget forsætligt eller uagtsomt. Hvad, det nærmere dækker over, afhænger af de pligter, der påhviler bestyrelsesmedlemmerne i grundejerforeningen, samt en konkret vurdering af sagens omstændigheder.

Bestyrelsen i en grundejerforening har pligt til at handle i foreningens interesse. Grundejerforeninger driver normalt ikke erhvervsvirksomhed, ligesom bestyrelsesmedlemmer vælges blandt foreningens medlemmer, hvorfor bestyrelsen ikke udgør et egentligt professionelt organ. På grund af karakteren og sammensætningen af en bestyrelse i en grundforening er udgangspunktet derfor, at bestyrelsen har en ganske bred margin for fejlskøn, hvis bestyrelsen har disponeret ud fra et rimeligt beslutningsgrundlag.

Sagens omstændigheder

Sagen handlede om, hvorvidt to bestyrelsesmedlemmer var personligt erstatningsansvarlige over for en kommune og et ministerium for en retssags sagsomkostninger, som var blevet pålagt en grundejerforening, hvori begge var bestyrelsesmedlemmer.

Grundejerforeningen havde lagt sag an mod en kommune og et ministerium, blandt andet med påstand om, at kommunen skulle anerkende, at kommunens beslutning vedrørende et projekt om kystbeskyttelse i Skodsborg var ugyldig. Desuden ville grundejerforeningen have, at ministeriet skulle anerkende, at ministeriets stadfæstelse af Kystdirektoratets tilladelse til projektet var ugyldig.

I byretten blev kommunen og ministeriet frifundet, og grundejerforeningen blev pålagt at betale 150.000 kr. i sagsomkostninger til hver af de sagsøgte. Østre Landsret stadfæstede byrettens dom og pålagde grundejerforeningen at betale omkostninger for landsretten med i alt 120.000 kr. til ministeriet og 80.000 kr. til kommunen.

Grundejerforeningen kunne dog ikke betale disse sagsomkostninger, hvorfor kommunen i stedet sagsøgte grundejerforeningens bestyrelsesformand og et andet bestyrelsesmedlem. Kommunens overordnede synspunkt var, at de to bestyrelsesmedlemmer var personligt erstatningsansvarlige, fordi de havde sørget for, at grundejerforeningen ankede sagen, velvidende at foreningen næppe ville være i stand til at betale sagsomkostningerne, hvis sagen blev tabt.

Bestyrelsesformanden og bestyrelsesmedlemmet blev i byretten og landsretten frifundet for at betale de sagsomkostninger, der var tilkendt ved byretten, imens de ved begge instanser blev dømt til at betale de sagsomkostninger, som var tilkendt ved landsretten. Sagen blev herefter anket til Højesteret.

Højesterets afgørelse

Højesteret ændrede landsrettens dom og frifandt begge bestyrelsesmedlemmer for hele kravet.

I sin begrundelse lægger Højesteret først til grund, at det måtte have stået bestyrelsesmedlemmerne klart, at grundejerforeningen ikke ville være i stand til at betale sagsomkostningerne, hvis sagen blev anket og tabt, som det skete.

Imidlertid var der ikke grundlag for et personligt erstatningsansvar, blandt andet fordi bestyrelsen havde anket sagen efter råd fra grundejerforeningens advokat. Højesteret bemærkede også i sine præmisser, at der ikke i en sag som den foreliggende var hjemmel i retsplejeloven til at kræve sikkerhed for sagsomkostninger, uanset om sagsøgeren/appellanten (grundejerforeningen) er økonomisk usolid, hvorfor det ikke var ansvarspådragende for bestyrelsen at undlade at sikre, at grundejerforeningen kunne betale sagsomkostninger til modparterne i tilfælde af, at sagen blev tabt.

Horten bemærker

Dommen er interessant, fordi den berører en problemstilling, der ganske ofte opstår i praksis. Det er nemlig spørgsmålet om, hvorvidt et selskab eller en forening – uden risiko for et personligt erstatningsansvar for direktionen eller bestyrelsen over for den sagsøgte – kan anlægge retssag, selvom det står klart, at selskabet eller foreningen ikke kan betale sagsomkostningerne til modparten, hvis man taber sagen.

Det kan ikke ud fra dommen udledes, at det altid vil være tilfældet, men dommen illustrerer, at der skal ganske meget til, før beslutningstagerne i et selskab eller en forening kan holdes personligt ansvarlige for de pålagte sagsomkostninger. Det indgår dog som et væsentligt moment, om der inden sagsanlægget er indhentet juridisk rådgivning, og om der herved er skabt et rimeligt grundlag for at antage, at sagen, der anlægges, med en vis sandsynlighed kan vindes. Hvor store vinderchancerne skal være, kan dog ikke siges generelt. Det kan ikke direkte udledes af Højesterets dom, men der kan fremføres gode argumenter for, at et sagsanlæg nærmest skal være åbenbart grundløst, før der kan blive tale om et personligt erstatningsansvar for bestyrelsen eller direktionen, hvis man taber sagen.

Læs Højesterets dom...

Vi gør opmærksom på, at indholdet af ovenstående ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning.

kontakt

Jacob Møller Dirksen

Partner