I sommer forsøgte erhvervsdrivende i to retssager at inddrive krav, som delvist udsprang af aftaler om udførelse af sort arbejde. Vestre Landsret afviste at behandle begge sager, fordi sådanne aftaler er i strid med lovgivningen.

I de to sager havde henholdsvis et VVS-firma og et malerfirma udført arbejde for de sagsøgte. Parterne havde aftalt, at en del af betalingen skulle ske kontant, så SKAT ikke fik viden om betalingerne.

Efterfølgende opstod der i begge sager uenighed om betalingen, og de erhvervsdrivende anlagde derfor retssager for at inddrive deres krav.

Vestre Landsrets begrundelser og resultater

I begge sager kom Vestre Landsret frem til, at der var tale om sort arbejde for den del af arbejdet, der var betalt kontant for, fordi der manglede kvitteringer og fakturaer. 

På den baggrund afviste landsretten at behandle sagerne, fordi en "ikke uvæsentlig" henholdsvis en "væsentlig" del af betalingen skulle betales kontant og havde til formål, at SKAT ikke fik viden om betalingerne.

Horten bemærker

Der har tidligere været tvivl om, hvorvidt domstolene kunne behandle sager om krav, der stammer fra sort arbejde. Efter ovennævnte domme er det klare udgangspunktet, at domstolene ikke behandler sager, hvor kravene helt eller delvist stammer fra sort arbejde.

Det er dog værd at bemærke, at Vestre Landsret i begge sager lagde vægt på, at det var en ”væsentlig” henholdsvis en ”ikke uvæsentlig” del af betalingen, som var sort. På den baggrund kan det ikke udelukkes, at domstolene vil behandle en sag, hvor kun en ”uvæsentlig” del af betalingen er sket sort.

Sagerne viser, at erhvervsdrivende på flere måder stiller sig selv i en dårlig situation ved at udføre sort arbejde. For det første er der tale om en strafbar skatte- og momsunddragelse, og for det andet vil der næppe være mulighed for at få domstolenes hjælp til at inddrive krav på betaling. Dermed kan de erhvervsdrivende ende med ikke at få betaling for det arbejde, de udfører. 

Dommene berørte ikke den situation, hvor det sorte arbejde, der bliver udført, eksempelvis er mangelfuldt, og den person, som får udført det sorte arbejde, vil have manglerne afhjulpet. Der er dog næppe tvivl om, at det også her vil gælde, at den person, der får udført det sorte arbejde, ikke kan anlægge sag herom ved domstolene. Personen må i så fald betale en anden for at afhjælpe manglerne.

Læs mere

Vestre Landsrets domme kan findes i Ugeskrift for Retsvæsen under numrene U 2013.2845 V og U 2013.2978 V.

kontakt

Peter E. P. Gregersen

Partner

Daniel Haue Jakobsson

Advokat