22. juli 2013 trådte den direktivbaserede lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. i kraft i Danmark. Loven åbner op for grænseoverskridende forvaltning og markedsføring af alternative investeringsfonde, såkaldte non-UCITS, og skærper dermed konkurrencen på det europæiske marked.

Loven indeholder en lang række betingelser og krav til en forvaltningsvirksomhed, herunder at danske forvaltere af bl.a. hedgeforeninger, specialforeninger, professionelle foreninger og andre kollektive investeringsordninger – der nu alle omtales som alternative investeringsfonde – skal have tilladelse af eller registreres hos Finanstilsynet, i det omfang de forvaltede fonde i øvrigt opfylder betingelserne for at være alternative investeringsfonde. Som noget nyt vil også ejendomsfonde, infrastrukturfonde, skovfonde m.v., der ikke tidligere har været under tilsyn blive omfattet af loven, medmindre de efter en konkret vurdering kan undtages under henvisning til deres status som almindelige kommercielle virksomheder. Tilsvarende skal forvaltere, der ønsker at markedsføre alternative investeringsfonde fra tredjelande til professionelle investorer i Danmark, have tilladelse af Finanstilsynet. Loven ændrer også vilkår for markedsføring rettet mod detailinvestorer. Alternative investeringsfonde anskues nemlig iht. loven som produkter henvendt til professionelle investorer, hvilket betyder at markedsføring henvendt til detailinvestorer fremover kræver særlig tilladelse fra Finanstilsynet.

Loven fastlægger endvidere en række forpligtelser for forvalterne af de alternative investeringsfonde, bl.a. i forhold til hvordan de alternative investeringsfonde skal indrettes og drives herunder organisatoriske krav, krav til risikostyring, porteføljepleje og likviditetsstyring, rapporteringskrav, krav til aflønning og lønpolitik, samt krav om udvælgelse af en depositar for hver alternativ investeringsfond.

Det nye regime medfører en omfattende og kompliceret regulering, der stadig afventer delegerede retsakter både på nationalt og internationalt plan. På nuværende tidspunkt er der som følge heraf fortsat mange usikkerheder omkring fortolkningen af loven og dennes anvendelsesområde.

Horten har siden lovforslagets fremsættelse været i dialog med Finanstilsynet om det nye regime og følger løbende udviklingen i den komplekse lovgivning nationalt som internationalt. Horten rådgiver flere udenlandske virksomheder omkring implementeringen i Danmark, herunder særligt om de muligheder og begrænsninger loven medfører for udøvelsen af markedsføringsaktiviteter i Danmark. 

kontakt

Claus Bennetsen

Partner