Statsforvaltningen Midtjylland har i en udtalelse af 18. februar 2013 fastslået, at et bestyrelsesmedlem i et kommunalt ejet vandselskab ikke i almindelighed kan antages at være inhabilt, når bestyrelsesmedlemmet som kommunalbestyrelsesmedlem udøver kommunalbestyrelsens godkendelsesbeføjelser i henhold til vandforsyningsloven.

Tre medlemmer af Herning Kommunalbestyrelse, der også er medlemmer af bestyrelsen i det kommunalt ejede Herning Vand A/S, har i en årrække deltaget i behandlingen og godkendelsen af vedtægter og takstblade for selskabet. Statsforvaltningen Midtjylland har på baggrund heraf rejst en tilsynssag vedrørende mulig inhabilitet for kommunalbestyrelsesmedlemmerne, når de i kommunalbestyrelsen har behandlet sager om kommunalt ejede aktieselskaber.

Det følger af vandforsyningsloven § 53, at vandselskabers takster skal indstilles af selskabernes bestyrelse og godkendes af kommunalbestyrelsen, samt at vandselskaber omfattet af vandsektorloven skal overholde såvel det prisloft, der fastsættes af Forsyningssekretariatet, som hvile-i-sig-selv princippet.

Statsforvaltningen Midtjylland karakteriserer disse godkendelsesbeføjelser som tilsyns- og kontrolbeføjelser, og forvaltningen fastslår, at et bestyrelsesmedlem i et kommunalt ejet vandselskab ikke i almindelighed kan antages at være inhabilt, når bestyrelsesmedlemmet som kommunalbestyrelsesmedlem udøver kommunalbestyrelsens godkendelsesbeføjelser i henhold til vandforsyningsloven. Herudover fastslår forvaltningen i det konkrete tilfælde, at Herning Kommunalbestyrelse har overholdt lovgivningens inhabilitetsregler.

Statsforvaltningen lægger i sin udtalelse vægt på, at det med vandsektorloven blev pålagt kommunerne at udskille deres vandforsyning til selskaber, og at det må antages, at det herved blev forudsat, at kommunalbestyrelsesmedlemmer kan være repræsenteret i bestyrelsen for sådanne selskaber.

Hertil kommer, at Statsforvaltningen Midtjylland vurderer, at kommunalbestyrelsens tilsyn næppe kan antages at række ud over en kontrol af, at selskabsbestyrelsens vedtagelser er i overensstemmelse med lovgivningens regler.

kontakt

Rikke Søgaard Berth

Partner

Line Markert

Partner