Nye anbefalinger om erhvervsobligationer

Et udvalg, der blev nedsat i juli 2011 under det tidligere Økonomi- og Erhvervsministerium (i dag Erhvervs- og Vækstministeriet), er i går udkommet med anbefalinger om erhvervsobligationer som finansieringskilde for små og mellemstore virksomheder (SMV). Udvalget har analyseret mulighederne og barriererne for, at SMV'er anvender erhvervsobligationer som alternativ finansieringskilde.

Alternativ finansieringskilde

Rapporten anbefaler, at der etableres de nødvendige juridiske rammer for securitisering af virksomhedslån udstedt af små og store pengeinstitutter. I relation til finansiering i SMV'ere kan securitisationstrukturen anvendes til at skabe et struktureret produkt, der potentielt vil være ganske attraktivt for investorer og dermed skabe et fordelagtigt finansieringsalternativ for SMV'erne.

Tanken er, at de omfattede SMV'er optager mindre lån hos et kreditinstitut (SMV-lån). Kreditinstituttet videresælger herefter lånene til en separat kapitalenhed, som finansierer købet ved selv at udstede sikrede obligationer. Sikkerheden for obligationerne er ydelserne på SMV-lånene. Strukturen er ganske kendt fra udlandet, hvor blandt andet Lloyds Bank i England har gjort konstruktionerne til en kerneforretning.

Ved at anvende en securitisationmodel allokeres risikoen på finansieringen af de enkelte SMV'ere til de investorer, der vil påtage sig risikoen ved de af den separate kapitalenhed udstedte obligationer. Samtidig vil risikopræmien – og dermed renten på erhvervsobligationerne – potentielt være markant lavere end, hvis investorerne skulle investere direkte i erhvervsobligationer udstedt af de pågældende SMV'ere.

Lovforslag på vej

Den foreslåede og tiltænkte struktur medfører dog en række problemer under dansk ret, herunder den manglende anderkendelse af trustee-rollen og udfordringer i forbindelse med overdragelse af SMV-lånene til kapitalenhederne. Derfor foreslås det i rapporten, at der fra lovgivers side laves en række tiltag for et mere effektivt erhvervsobligationsmarked - herunder en modificering af gældsbrevsloven, konkursloven og retsplejeloven.

Rapportens anbefalinger skal munde ud i et lovforslag, der forventes fremsat i nær fremtid. Lovforslaget vil afsløre, hvilken retning man ønsker at erhvervsobligationsmarkedet skal trækkes. Da udvalget har lagt op til forskellige alternative securitisationskonstruktioner, vil det blive ganske interessant at se, hvorledes de regulative tiltag vil blive forankret.

kontakt

Claus Bennetsen

Partner

Hans Christian Pape

Partner