Ny bekendtgørelse om forbrugerindflydelse i vandselskaber

Mange vandselskaber og DANVA har gjort Naturstyrelsen og politikerne opmærksomme på, at den tidligere gældende bekendtgørelse om forbrugerindflydelse var unødigt administrativt byrdefuld. Der er nu udstedt en ny bekendtgørelse, som lemper de administrative byrder. Herudover udsættes fristen for at gennemføre forbrugervalg. Det fastholdes i bekendtgørelsen, at forbrugerrepræsentation skal ske gennem direkte valg. I modsætning til de øvrige forsyningsområder kan krav om forbrugerrepræsentation dermed ikke opfyldes ved, at kommunalbestyrelsesmedlemmer indgår i bestyrelsen.

I forhold til den tidligere gældende bekendtgørelse om forbrugerindflydelse er de væsentligste ændringer:

  • Flere koncernforbundne vandselskaber kan gennemføre valg af fælles forbrugerrepræsentanter. Herudover opretholdes muligheden for at gennemføre fælles valg i multiforsyningskoncerner.
  • Vandselskaber får udtrykkeligt mulighed for at nedsætte et råd af vandforbrugere, som skal sikre, at forbrugernes interesser iagttages af vandselskabets bestyrelse. Dette råd kan dog ikke træde i stedet for forbrugerrepræsentation i bestyrelsen.
  • Kravene til indholdet af selskabets vedtægtsbestemmelser eller valgregulativ er præciseret, blandt andet skal det fremgå, hvordan kredsen af stemmeberettigede afgrænses (husstand, myndige forbrugere eller andet).
  • Vandselskaberne kan selv beslutte, hvordan de vil informere forbrugerne om valg til vandselskabernes bestyrelse. Information kan f.eks. ske digitalt, ved annoncering eller ved direkte henvendelse.

Valg af forbrugerrepræsentanter skal være gennemført senest den 31. december 2013, og de valgte repræsentanter skal indtræde i bestyrelsen senest den 31. december 2014.

kontakt

Rikke Søgaard Berth

Partner

Line Markert

Partner

Rene Frisdahl Jensen

Specialistadvokat