Højesteret har den 26. januar afsagt to domme vedrørende ansattes erstatningsansvar for handlinger i strid med markedsføringsloven. I den ene sag blev en ansat og dennes nye arbejdsgiver dømt til at betale erstatning for deres handlinger, mens det i den anden sag ikke fandtes bevist, at to ansattes handlinger var i strid med markedsføringsloven.

I henhold til markedsføringsloven § 19 må en person, der via et tjenesteforhold i en virksomhed retmæssigt har fået kendskab til eller rådighed over virksomhedens erhvervshemmeligheder, ikke viderebringe eller benytte sådanne hemmeligheder.

Markedsføringslovens § 1 foreskriver endvidere, at erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringskik under hensyntagen til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser.

Herudover har en lønmodtager en streng loyalitetspligt i forhold til arbejdsgiveren, så længe ansættelsesforholdet består. Dette medfører blandt andet, at denne skal afstå fra konkurrerende handlinger.

En ansat var erstatningsansvarlig

Den første dom omhandlede en medarbejder, der var ansat som sælger i en virksomhed. Medarbejderen opsagde sin stilling i december 2004 med fratrædelse i udgangen af januar 2005. Medarbejderen blev sygemeldt i januar 2005. Højesteret fandt det bevist, at medarbejderen havde arbejdet for en konkurrerende virksomhed, mens han var sygemeldt. Medarbejderen havde blandt andet bistået konkurrenten med udarbejdelse af et tilbud rettet mod en af den oprindelige arbejdsgivers kunder. Dette medførte, at kunden i marts 2005 meddelte, at de ville skifte leverandør til konkurrenten.

Højesteret fandt det ikke godtgjort, at medarbejderen havde videregivet erhvervshemmeligheder men fandt, at han groft havde tilsidesat sin loyalitetsforpligtigelse i forhold til den oprindelige arbejdsgiver ved at have foretaget konkurrerende handlinger, der kunne skade dennes virksomhed. Medarbejderen havde hermed handlet ansvarspådragende. Højesteret bemærkede derimod, at medarbejderen i januar 2005 var ansat, ikke erhvervsdrivende, og derfor ikke kunne anses for selvstændigt at have overtrådt markedsføringslovens § 1.

Derudover angav Højesteret, at den konkurrerende virksomhed havde handlet i strid med god markedsføringsskik, og altså overtrådt markedsføringslovens § 1, da den havde gjort brug af medarbejderens bistand ved udarbejdelsen af tilbuddet til den potentielle kunde. Virksomheden måtte have indset, at medarbejderen tilsidesatte sine forpligtigelser over for den oprindelige arbejdsgiver. Den konkurrerende virksomhed havde dermed tillige handlet ansvarspådragende.

Medarbejderen og konkurrenten blev derfor kendt solidarisk erstatningsansvarlige for det tab, som den oprindelige arbejdsgiver havde fået ved tabet af kunden. Erstatningen blev fastsat til kr. 300.000.

To ansatte havde ikke handlet ansvarspådragende

I den anden dom skiftede medarbejder 1 og medarbejder 2 i slutningen af 2005 ansættelse fra et ejendomsadministrationsselskab S1 til et andet ejendomsadministrationsselskab S2. Kort tid herefter opsagde fire boligforeninger den administrationsaftale, som de havde med S1. De fire boligforeninger indgik i stedet en aftale med S2.

S1 krævede herefter erstatning fra medarbejder 1 og medarbejder 2 for det tab, de havde lidt, ved at de fire boligforeninger havde opsagt deres administrationsaftaler. S1 anførte, at medarbejder 1 og medarbejder 2 havde gjort brug af S1's erhvervshemmeligheder og dermed handlet i strid med god markedsføringsskik.

Højesteret fandt i denne sag, at det bevismæssigt måtte lægges til grund, at de fire boligforeningerne selv havde taget initiativ til at skifte ejendomsadministrator, eftersom de ikke var tilfredse med S1. Foreningerne havde selv henvendt sig til medarbejder 1. Det var herudover ikke bevist, at medarbejder 1 og medarbejder 2's eventulle anvendelse af S1's formularer havde fremskyndet dette administratorskifte.

Højesteret konkluderede herefter, at det ikke var blevet godtgjort, at S1 havde lidt et tab som følge af medarbejder 1 og medarbejder 2's handlinger. Medarbejderne blev herefter frifundet for kravet om erstatning.

Hortens bemærkninger

Den førstnævnte dom er primært interessant derved, at den nye arbejdsgiver blev anset for solidarisk ansvarlig på grund af adfærd i strid med markedsføringslovens § 1. Et sådant ansvar kan komme på tale i særligt oplagte eller grove tilfælde, hvor det må stå den konkurrerende virksomhed klart, at den medvirker til en retsstridig adfærd.

Yderligere er den førstnævnte dom interessant derved, at Højesteret anfører, at det forhold at medarbejderen på tidspunktet for bistanden til den konkurrerende virksomhed var ansat, ikke erhvervsdrivende, fører til at markedsføringslovens § 1 ikke er overtrådt selvstændigt af medarbejderen. Dette synes at være et brud med den hidtidige antagelse i den juridiske litteratur.

I sager om erstatning for krænkelse af erhvervshemmeligheder viser det sig ofte, at virksomhederne har ganske vanskeligt ved at påvise, at erhvervshemmeligheder er udnyttet, og at det er udnyttelsen af oplysningerne, som har været årsag til et økonomisk tab. Meget ofte vil der også være andre konkurrerende årsager til, at virksomheden mister kunden, og det er en vanskelig sag at få belyst nøjagtigt, hvad der skete hos konkurrenten. De to domme illustrerer på forskellig vis de bevismæssige udfordringer vedrørende krænkelsen, tabet og tabsopgørelsen.

Vi gør opmærksom på, at indholdet af ovenstående ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning.

kontakt

Erik Wendelboe Christiansen

Partner

Marianne Lage

Partner