Lønmodtager havde ikke ret til en forholdsmæssig andel af fastholdelsesbonus

Højesteret har netop fastslået, at en medarbejder, som selv opsagde sin stilling, ikke havde ret til en forholdsmæssig andel af en fastholdelsesbonus. Højesteret fandt på baggrund af sagens helt specielle omstændigheder, at fastholdelsesbonussen ikke var omfattet af funktionærlovens § 17 a.

Fastholdelsesbonus var alene en præmiering af medarbejderen for at forblive

Højesteret kom frem til dette noget usædvanlige resultat på baggrund af - hvad Højesterets flertal fandt - sagens helt specielle omstændigheder. Derfor lagde Højesteret til grund, at fastholdelsesbonussen reelt set alene var en præmiering af medarbejderen for at forblive i sin stilling indtil udgangen af juni 2008, mens den ikke var en vederlæggelse for udførelse af arbejde på samme måde som løn. Da en sådan ydelse ikke kunne anses for et vederlag omfattet af funktionærlovens § 17 a, stk. 1, blev selskabet frifundet.

Sagens baggrund

I 2004-2005 blev det politisk besluttet, at fire energiselskaber skulle fusioneres i Selskabet E, som fik ansvaret for el- og gasforsyningen i Danmark. Det blev samtidig besluttet, at kontrolrumsfunktionerne, som for halvdelen af landets vedkommende hidtil var blevet varetaget af et kontrolrum placeret i Ballerup, skulle sammenlægges, således at den samlede kontrolrumsfunktion fra sommeren 2008 skulle varetages fra et kontrolrum placeret i Trekantsområdet.

Med det formål, at undgå at medarbejderne i kontrolrum El Øst fratrådte deres stillinger før 30. juni 2008 – hvilket var af afgørende betydning for forsyningssikkerheden i Østdanmark – blev der mellem Selskabet E og medarbejderne indgået en fastholdelsesaftale, hvori det aftaltes en fastholdelsesbonus svarende til 12 måneders løn, hvoraf to månedslønninger kom til udbetaling den 30. juni 2006, fire månedslønninger kom til udbetaling den 30. juni 2007, og seks månedslønninger kom til udbetaling den 30. juni 2008. Det var imidlertid ifølge aftalen en udtrykkelig betingelse, at udbetaling af fastholdelsesbonus forudsatte, at medarbejderen var ansat på fuld tid indtil henholdsvis den 30. juni 2006, den 30. juni 2007 og den 30. juni 2008. Medarbejdere, som i perioden måtte blive opsagt af Selskabet, var berettiget til en forholdsmæssig andel.

Sagen for Højesteret angik en civilingeniør, som af egen drift var fratrådt sin stilling i kontrolrum El Øst med udgangen af februar 2008, og som mente sig berettiget til en forholdsmæssig andel af hele fastholdelsesbonussen svarende til 26/30, idet han havde arbejdet hos Selskabet E i 26 måneder af fastholdelsesperioden på 30 måneder.

Højesteret fandt, at medarbejderen ikke kunne have haft en på aftalen støttet forventning om, at han i tilfælde af, at han opsagde sin stilling til fratræden forud for de i aftalen angivne tidspunkter, havde krav på at få en forholdsmæssig andel af det bonusbeløb, som ellers ville være kommet til udbetaling. Om medarbejderen kunne gøre krav på yderligere fastholdelsesbonus beroede derfor alene på, om et sådant krav kunne støttes på funktionærlovens § 17 a, stk. 1, jf. § 21, stk. 1.

En enkel højesteretsdommer fandt – som Sø- og Handelsretten – at et vederlag, som en arbejdsgiver betaler sin ansatte for, at denne forbliver i sin stilling i en nærmere bestemt periode – en såkaldt fastholdelsesbonus – må anses for omfattet af bestemmelsen i funktionærlovens § 17 a, stk. 1, i tilfælde, hvor en funktionær ”delvis vederlægges med tantieme, gratiale eller lignende ydelser”. Dommeren tilkendegav, at et modsat resultat efter hans opfattelse vanskeligt lader sig forene med Højesterets praksis vedrørende arbejdsgiveres tildeling af aktieoptioner og lignende til ansatte, idet sådanne tildelinger forud for gennemførelsen af undtagelsesbestemmelsen i funktionærlovens § 17 a, stk. 2, blev anset for omfattet af den dagældende § 17 a, også i tilfælde hvor formålet med tildelingen var at fastholde de ansatte i perioden, indtil aktieoptionen m.v. kunne gøres gældende, jf. senest Højesterets domme i UfR 2006 s. 2887 og UfR 2007 s. 2766. Endelig fandt denne dommer, at spørgsmålet om, hvorvidt en fastholdelsesbonus er omfattet af § 17 a, stk. 1, må afgøres generelt og ikke kan afhænge af de forhold hos arbejdsgiveren, som i det konkrete tilfælde har begrundet ordningen.

Hortens bemærkninger

Højesterets resultat er overraskende, navnlig henset til Højesterets klare tilkendegivelser i sagerne om aktieoptioner fra før aktieoptionslovens ikrafttræden. Dommen står også i modsætning til det udgangspunkt, som mange rådgivere har haft, siden Østre Landsret tilkendte en IT-medarbejder en forholdsmæssig andel af en bonus, som medarbejderen var stillet i udsigt i 1998, såfremt han fortsat var ansat ved årtusindeskiftet, hvor mange frygtede IT-nedbrud, jf. UfR 2001.1178/2Ø. Højesterets henvisning til sagens helt særlige omstændigheder efterlader et signal om, at enhver bonus, som benævnes fastholdelsesbonus, ikke kan forventes undtaget af funktionærlovens § 17a. Men samtidig efterlader dommen en væsentlig usikkerhed om, hvor grænserne skal drages i fremtiden.

kontakt

Erik Wendelboe Christiansen

Partner

Marianne Lage

Partner