Når fødevarer markedsføres på tværs af grænser, opstår der en lang række problemstillinger, som man som virksomhed skal tage højde for. I denne artikel fokuseres på myndighedshåndhævelsen i relation til mærkning af produkterne, hvor myndighederne i en medlemsstat finder, at mærkningen er vildledende, men hvor vurderingen ikke nødvendigvis vil være den samme i andre medlemsstater. For hvem er det så, der skal vurdere mærkningen? Og hvordan?

Når fødevarer markedsføres på tværs af grænser, opstår der en lang række problemstillinger, som man som virksomhed skal tage højde for. I denne artikel fokuseres på myndighedshåndhævelsen i relation til mærkning af produkterne, hvor myndighederne i en medlemsstat finder, at mærkningen er vildledende, men hvor vurderingen ikke nødvendigvis vil være den samme i andre medlemsstater. For hvem er det så, der skal vurdere mærkningen? Og hvordan?

Reglerne om mærkning af fødevarer og foder er fuldt ud harmoniseret inden for EU, men der er store forskelle på, hvordan lovgivningen anvendes fra medlemsstat til medlemsstat. Det er et grundlæggende krav i lovgivningen, at mærkningen af produkter ikke må vildlede forbrugeren – men fortolkningen af, hvor meget der skal til for, at forbrugerne vildledes, varierer.

Spørgsmålet bliver derfor, hvilket lands fortolkning af begrebet, der skal anvendes i en konkret sag, hvor et produkt er produceret og pakket i en medlemsstat, men hvor produktet er bestemt til at blive solgt i en anden medlemsstat.

Denne problemstilling kan særligt blive aktuel for danske virksomheder, fordi man i Danmark har en mere restriktiv fortolkning af, hvad der “vildleder”, end man har i mange andre medlemsstater.

Reglerne

Det er et grundlæggende krav i fødevarelovgivningen, at man ikke må vildlede forbrugerne. Det gælder både for alle former for mærkning, reklamering og præsentation af fødevarer. Reglerne indeholder imidlertid ikke retningslinjer for, hvordan ‘vildlede’ skal forstås.

Samtidig er der en række forordninger, der beskriver medlemsstaternes forpligtelser til at kontrollere og håndhæve lovgivningen. Alle medlemsstater har således pligt til at sørge for, at kontrolniveauet er ens, såvel for produkter der sælges på eget territorium, som for produkter der er beregnet til salg i andre medlemsstater. Dette kan dog ikke være ensbetydende med, at der gælder et krav om, at alle nationale standarder og regler skal være opfyldt, for så vidt angår de produkter, som skal sælges på andre markeder.

Det må være tilstrækkeligt, hvis produktet overholder relevant EU-lovgivning samt lovgivningen i den medlemsstat, hvor produktet sælges. Myndighederne i afsenderlandet vil selvsagt ikke kunne vurdere, om alle nationale regler i modtagerlandet er opfyldt, men har samtidig pligt til at informere myndighederne i modtagerlandet, hvis der er en potentiel risiko for overtrædelse af fødevarelovgivningen. Dette princip må tilsvarende gælde, hvis myndighederne finder, at der er risiko for vildledning af forbrugerne på modtagerlandets marked.

I modtagerlandet har den kompetente myndighed samtidig beføjelse til at kontrollere, om de modtagne produkter er i overensstemmelse med fødevarelovgivningen.

Fri bevægelighed

Reglerne om varernes frie bevægelighed er til hinder for, at nationale foranstaltninger forbyder en bestemt præsentation af et produkt, som lovligt er markedsført i en anden medlemsstat, hvis forbuddet er begrundet med, at der kan være risiko for, at forbrugeren tager fejl af mærkningen. Man må dog gerne tage passende midler i brug over for handlinger, som kan virke vildledende på forbrugerne.

Det er fast praksis fra EU-Domstolen, at det er op til den nationale domstol at konstatere, om forbrugerne er vildledt i en konkret situation. Domstolen har udtalt, at i vurderingen af om der er risiko for vildledning af forbrugeren, skal tages udgangspunkt i de formodede forventninger hos en gennemsnitsforbruger, som er rimelig velinformeret, agtpågivende.

Forbrugerbegrebet er således et nationalt begreb baseret på den forbruger, som en given information er rettet imod. Det må derfor være forståelsen af begrebet “vildledning” i markedsføringslandet, der skal anvendes, da det er gennemsnitsforbrugeren i det land, hvor produkterne er markedsført, der har brug for beskyttelsen mod vildledende mærkning eller reklame.

Retstilstanden, som den foreligger i dag, er en stor udfordring for industrien, da jurisdiktion for både afsender- og markedsføringsland vil kunne føre til mange komplekse diskussioner. Det vil nemt kunne vise sig at være umuligt at tilfredsstille de forskellige landes myndigheders krav på samme tid. Men også sprogligt ville det byde på udfordringer, hvis både afsender- og markedsføringslandet havde jurisdiktion. Hvordan ville de danske myndigheder eksempelvis kontrollere en finsk mærkning? Og hvis ikke man vil eller kan kontrollere en finsk mærkning, skal man så forskelsbehandle og kun kontrollere mærkningen på svensk, norsk og engelsk (eller andre sprog som den tilsynsførende tilfældigvis forstår)?

Jurisdiktion og kompetence

Sager af denne type vil ofte havne i det strafferetlige system, da der i fødevarelovgivningen er bestemmelser, som gør overtrædelser strafbare. Aktuelt ligger der flere store sagskomplekser hos anklagemyndigheden, hvor denne problemstilling kan blive bragt op.

Det er derfor også relevant at forholde sig til samspillet med det strafferetlige system.

I dansk strafferet er det udgangspunktet, at en handling begået i udlandet af en dansker eller en person bosat i Danmark, kun kan straffes i Danmark, hvis handlingen også er strafbar i det land, hvor den er foretaget.

Det betyder, at en mærkning på et produkt der er markedsført i udlandet, normalt skal anses for at være vildledende efter dansk ret og efter markedsføringslandets regler før, at man vil kunne straffes i Danmark.

Sammenfatning

Det må således siges at være tvivlsomt, om de danske myndigheder har mulighed for at håndhæve en særlig national forståelse af begrebet “vildledning” uden for Danmarks grænser.

Det er i øvrigt også vanskeligt at finde en begrundelse herfor, da forbrugerne på modtagerlandets marked vil være tilstrækkeligt beskyttede gennem de danske myndigheders forpligtelse til – om nødvendigt – at underrette myndighederne i modtagerlandet. Herefter vil myndighederne i det pågældende land kunne påse, om der er grund til at gribe ind.

Der kører som nævnt flere sager i øjeblikket, som berører dette spørgsmål. Heraf fremgår også det indlysende – at myndighederne lader til at have en anden opfattelse, og det vil i sidste ende være en opgave for domstolene at tage stilling til. Hvis altså ikke sagerne – som så mange andre – løses, før de når dertil.