Retsplejelovens regler om vidneforklaringer
Ifølge retsplejelovens regler er udgangspunktet, at en vidneforklaring skal afgives for den ret, hvor sagen behandles, og at forklaringen afgives under hovedforhandlingen.
Retten kan dog tillade, at et vidne afgiver forklaring inden hovedforhandlingen. Endvidere følger det af § 174, stk. 2, at retten kan bestemme, at et vidne skal afgive forklaring ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis det findes hensigtsmæssigt og forsvarligt. Efter stk. 3 kan retten på samme måde bestemme, at et vidne skal afgive forklaring ved anvendelse af telekommunikation uden billede. Det gælder, hvis det vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder, at forklaringen afgives i retten eller ved telekommunikation med billede.
Sagens omstændigheder
Sagsøgerens advokat, der ville føre vidnet, anmodede om, at vidnet kunne afhøres i retten inden hovedforhandlingen, alternativt at vidnet kunne afhøres ved anvendelse af telekommunikation. Til støtte for sin anmodning anførte sagsøger, at det ville være ude af proportioner at lade et vidne rejse fra Spanien til Sønderborg for at give en forklaring. Der henvistes til, at afhøringen maksimalt ville tage 30 minutter, og at den forsvarligt ville kunne gennemføres via telefon, da spørgsmålene var simple. Sagsøgte protestede mod anmodningen og anførte, at fordelene ved afhøring af vidnet i et retsmøde vejede tungt, samt at udgifterne for at vidnet skulle rejse til Danmark var relativt beskedne.
Afgørelsen
Byretten fastslog, at udgangspunktet og den klare hovedregel er, at forklaring skal afgives i den ret, ved hvilken sagen behandles. I forlængelse af dette fastslog byretten endvidere, at den omstændighed, at vidnet var bosiddende i Spanien under hovedforhandlingen, ikke i sig selv var en afgørende omstændighed, der medførte, at hovedreglen om bevisumiddelbarhed kunne fraviges.
Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse. Som led i sin begrundelse anførte Landsretten, at der ikke var forelagt nærmere oplysninger om muligheden for at afhøre vidnet ved telekommunikation med billede under betryggende rammer. Kendelsen er refereret i UfR 2012.2428V.
Horten bemærker
Reglerne om vidneforklaring ved anvendelse af telekommunikation blev indført i retsplejeloven i 2006, men erfaringen er, at mulighederne temmelig sjældent udnyttes, måske fordi mange advokater ikke er opmærksomme på dem.
Henset til Landsrettens bemærkning om de manglende oplysninger om mulighederne for gennemførelse af afhøringen ved telekommunikation med billede kan det ikke udelukkes, at kendelsen ville have fået et andet resultat, hvis retten var blevet forelagt nærmere oplysninger. Parter i retssager, og navnlig deres advokater, bør derfor være opmærksomme på at tilvejebringe sådanne oplysninger i tilfælde, hvor der anmodes om afhøring ved telekommunikation.
Vi gør opmærksom på, at indholdet af ovenstående ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning.