Kommune fik ikke regres fra region for sygedagpenge til borger, der ikke var blevet behandlet optimalt på regionens sygehus

Vestre Landsret har i en dom frifundet en region for en kommunes regreskrav for sygedagpenge til en borger, idet kommunen - på trods af en ikke optimal behandling af borgeren - ikke kunne bevise, at der var begået ansvarspådragelige handlinger eller undladelser fra sygehusets side.

Baggrund for sagen

Den 14. marts 2004 kom en borger til skade ved et trafikuheld. Borgeren blev opereret for et brud på venstre håndled, og bruddet blev fikseret med seks skruer. Den 1. juli 2004 blev borgeren opereret igen, da det konstateredes, at skruerne var gået ind i leddet. Der konstateredes endvidere en uregelmæssig ledflade som følge af knoglebruddet. Borgeren blev opereret igen i 2005 og 2006, og der fandtes udtalt slidgigt. I 2007 blev der indsat en protese i håndleddet, og i 2009 blev der igen foretaget supplerende indgreb.

Patientforsikringen traf i november 2004 afgørelse om, at borgerens skade i form af følger efter en ikke optimal behandling af spolebensbruddet var omfattet af lov om patientforsikring. Borgeren var derfor berettiget til erstatning. Patientforsikringen vurderede efterfølgende, at borgeren ville have været sygemeldt i fem måneder, hvis behandlingen havde været optimal. Patientforsikringen udbetalte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 15. august 2004 til 2. juni 2006. Kommunen havde udbetalt sygedagpenge til borgeren indtil den 8. marts 2006, og skadevolders ansvarsforsikringsselskab havde erstattet kommunen sygedagpengene indtil den 15. august 2004.

Kommunen anlagde et regressøgsmål, jf. erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1, mod regionen for sygedagpenge i perioden 15. august 2004 til 8. marts 2006, idet kommunen mente, at sygehuset havde begået ansvarspådragende fejl.

Regionen afviste dette krav blandt andet med henvisning til, at det forhold, at der muligt forelå et lægeligt fejlskøn, ikke kan begrunde et erstatningsansvar. Regionen anførte endvidere, at det efter almindelige bevisretlige regler påhviler sagsøger at føre et bevis, der giver en klar sandsynlighedsovervægt for årsagssammenhæng i modsætning til reglen i den dagældende patientforsikringslov, hvorefter en overvejende grad af sandsynlighed er tilstrækkelig for at fastslå årsagssammenhæng.

Til brug for vurderingen af, hvorvidt der var årsagssammenhæng, blev der indhentet en skønserklæring fra en speciallæge i ortopædkirurgi.

Bevisbyrden

Ved anvendelse af det almindelige culpaansvar er det skadelidte, der har bevisbyrden for, at skadevolderen har handlet uagtsomt. Det er endvidere også som udgangspunkt skadelidte, der har bevisbyrden for, at der er årsagssammenhæng mellem den skete skade og handlingen/undladelsen.

Det følger af retspraksis, at kravet til bevisets styrke skal have en sådan vægt, at det som altovervejende hovedregel ikke er tilstrækkeligt blot at føre bevis for, at et ansvarsbegrundende forhold kunne have forvoldt skaden – altså at dette er en mulig årsag.

For at kunne løfte bevisbyrden kræves det, at det er mere end overvejende sandsynligt, at et ansvarsbegrundende forhold kunne have forvoldt skaden.

Efter eksempelvis lægemiddelloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (den tidligere patientforsikringslov) er kravet til bevisbyrden derimod blot, at der med overvejende sandsynlighed er årsagssammenhæng. Dermed er det fra lovgivers side betonet, at der ikke skal stilles samme krav til bevis for årsagssammenhæng, som domstolene i almindelighed stiller i almindelige erstatningssager.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten fandt ligesom byretten, at fejlfortolkningen af røntgenbillederne - og den efterfølgende ikke optimale behandling af borgeren - må vurderes som værende et lægeligt fejlskøn og ikke en lægelig fejl. Det anføres endvidere, at forløbet desuden ikke vidnede om, at den behandlende læge havde udvist manglende omhu eller ikke havde optrådt samvittighedsfuldt.

Landsretten fandt endvidere ligesom byretten, at det ikke var bevist, at sygehuset eller nogen, som sygehuset hæftede for, i forbindelse med operationen og/eller den efterfølgende behandling af borgeren havde begået lægelige fejl eller forsømmelser, som kunne pådrage sygehuset erstatningsansvar. Landsretten frifandt derfor regionen.

Hortens bemærkninger

Dommen er interessant, fordi der procederes på forskellen i bevisbyrden for årsagssammenhæng ved anvendelsen af det almindelige culpaansvar og ansvaret efter den dagældende patientforsikringslov. Efter regionens anbringende burde denne forskel føre til en frifindelse, idet regionen ikke fandt, at der med klar sandsynlighedsovervægt var ført bevis for årsagssammenhængen mellem behandlingen og hele sygeperioden.

Dog viser dommens præmisser, at begrundelsen for sagens udfald mere skal findes i, at retten ikke fandt, at der var ført bevis for, at lægerne havde handlet uagtsomt. Byretten og landsretten vurderede således, at der var tale om et lægeligt fejlskøn, der ikke kan begrunde erstatningsansvar i modsætning til en lægelig fejl.

Det skal hertil bemærkes, at der foreligger et lægeligt fejlskøn og ikke en lægelig fejl, når lægen ud fra de foreliggende præmisser og en adækvat undersøgelse har mulighed for at drage mere end en konklusion med deraf følgende mulighed for mere end en lægelig behandling, og hvor forløbet først senere viser, at den af lægen trufne beslutning ikke var den optimale i det konkrete tilfælde.

Vi gør opmærksom på, at indholdet af ovenstående ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning.

kontakt

Finn Schwarz

Managing Partner

Signe Rydahl Werming

Advokat