Højesteret har ved dom af 15. november 2011 taget stilling til, hvorvidt en medarbejder kunne kræve erstatning fra sin kommunale arbejdsgiver i en situation, hvor medarbejderen efter en meget konfronterende personaleweekend udviklede en psykisk skade. I modsætning til landsretten dømte Højesteret arbejdsgiveren til at betale erstatning (godtgørelse for svie og smerte). 

Baggrund

Sagen vedrørte en børnehavepædagog, som var ansat i en børnehave på særlige vilkår som følge af en ryglidelse. I forbindelse med en personaleweekend for børnehavens personale med deltagelse af en supervisor udefra drøftedes samarbejdsklimaet i børnehaven. Herunder kom børnehavepædagogens forhold til drøftelse, og da drøftelserne "eskalerede", besluttede lederen og souschefen samt supervisoren at drøfte situationen i enerum. Herefter meddelte lederen - ifølge børnehavnepædagogen - i alles nærvær, at ledelsen havde besluttet at opsige børnehavepædagogen. Efterfølgende meldte børnehavepædagogen sig syg af psykiske årsager. Efter en sygeperiode blev der indgået en fratrædelsesaftale med børnehavepædagogen.

Under erstatningssagen krævede børnehavepædagogen sig tillagt en svie- og smertegodtgørelse på grund af uforsvarlig afvikling af personaleweekenden med psykisk skade til følge.

I det (objektive) arbejdsskadessystem anerkendte Ankestyrelsen det passerede som en ulykke med personskade. Ankestyrelsen begrundede bl.a. dette med: "Vi har vurderet, at De ved det beskrevne hændelsesforløb har været udsat for chikanøs adfærd, der har været subjektivt krænkende og grænseoverskridende. Vi finder det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at forløbet den … var så ekstraordinært psykisk belastende, at det var egnet til at medføre en psykisk skade i form af en umiddelbar psykisk reaktion - en krise."

For landsretten var det herefter spørgsmålet, om der kunne rettes erstatningskrav, der ikke dækkes af arbejdsskadesystemet, mod arbejdsgiveren.

Landsrettens dom

Landsretten fandt, at arbejdsgiveren bar erstatningsansvaret for det passerede, men frifandt arbejdsgiveren med følgende begrundelse:

"Sygemeldingen og de psykiske følger af personaleweekenden må anses som en personskade omfattet af erstatningsansvarslovens § 1. Imidlertid er erstatning for psykisk skade i hidtidig erstatningspraksis alene tilkendt i tilfælde, hvor den pågældende selv er blevet påført fysisk skade eller har været i fare herfor, jf. Højesterets dom af 23. marts 2007 (UfR 2007.1562 H)… Det må imidlertid efter Højesterets opfattelse være en betingelse, at den pågældende er blevet påført en egentlig psykisk lidelse, som rækker ud over sorg og savn.

Om [børnehavepædagogens] psykiske tilstand efter personaleweekenden anføres det i erklæring …, at hun ved de første konsultationer udviste klare PTSD-symptomer i form af angst, forhøjet vagtsomhed m.v., at hendes tilstand efter nogle måneder udviklede sig i retning af en depression, og at hun udviklede en svær depression, hvilket meget ofte sker i kølvandet på traumatiske oplevelser.

Herefter og efter karakteren af de uforsvarlige forhold, som blev udvist under personaleweekenden, finder landsretten, at de ovennævnte betingelser for at anse [arbejdsgiveren] for erstatningsansvarlig for den indtrådte skade ikke er opfyldt.”

Højesterets dom

Højesteret er enig med landsretten i, at det passerede under personaleweekenden var ansvarspådragende for arbejdsgiveren. Samtidig finder Højesteret – i modsætning til landsretten – at den psykisk skadede medarbejder har krav på erstatning (godtgørelse for svie og smerte).

Højesteret anfører følgende:

"Efter dansk rets almindelige erstatningsregler omfatter en personskade såvel fysiske som psykiske følger af en ansvarspådragende handling. Erstatningsansvarslovens kapitel 1 angår erstatning og godtgørelse for personskade og tab af forsørger. Lovens § 1 omfatter ”personskade”, og det er i § 1, stk. 1, fastsat, at den, der er erstatningsansvarlig for en ”personskade”, bl.a. skal betale godtgørelse for svie og smerte. Udtrykket ”personskade” i erstatningsansvarslovens § 1 må forstås i overensstemmelse med dansk rets almindelige erstatningsregler.

[Børnehavepædagogen] blev sygemeldt efter personaleweekenden den 13. og 14. november 2004, og det er ubestridt, at hun blev påført en psykisk skade som følge af begivenhedsforløbet under personaleweekenden… Højesteret tiltræder, at [børnehavepædagogens] psykiske skade er omfattet af erstatningsansvarslovens § 1.

… Det lægges til grund, at den uforsvarlige afvikling af personaleweekenden medførte en betydelig forøgelse af risikoen for en psykisk skade af den foreliggende karakter hos en medarbejder, som, hvilket ledelsen må have forstået, befandt sig i en psykisk anspændt situation. Højesteret finder herefter, at [børnehavepædagogens] psykiske skade er en påregnelig følge af den uforsvarlige afvikling af personaleweekenden.

[Børnehavepædagogen] er direkte skadelidt som følge af den ansvarspådragende adfærd, og der er ikke grundlag for at anse den psykiske skade for at falde uden for, hvad der er omfattet af kommunens erstatningspligt."

Konsekvenser af dommen

Dommen er den første af sin slags, hvor en medarbejder har fået medhold i, at konfronterende forløb med psykisk skade dels medfører erstatningsansvar for arbejdsgiver, dels medfører et berettiget krav på erstatning.

Det må forventes, at den ellers tilbageholdende retspraksis i relation til at acceptere erstatningskrav mod arbejdsgivere i forbindelse med psykiske skader opstået fx ved lignende situationer, men også ved længerevarende forløb ved fx mobning/chikane, vil blive forsøgt testet fremover af skadelidte medarbejdere og disses organisationer.

Læs Højesterets dom her

Vi gør opmærksom på, at indholdet af ovenstående ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning.

kontakt

Finn Schwarz

Managing Partner

Marianne Lage

Partner