Københavns Lufthavne A/S har misbrugt sin dominerende stilling

Konkurrencerådet har ved afgørelse af 21. december 2011 fundet, at Københavns Lufthavne A/S ("Københavns Lufthavne") har misbrugt sin dominerende stilling ved at opstille diskriminerende vilkår for luftfartsselskabers anvendelse af den nye lavpristerminal, CPH Go. 

På baggrund af flere klager iværksatte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en undersøgelse af Københavns Lufthavnes vilkår for flyselskabers anvendelse af den nye lavpristerminal i Kastrup Lufthavn ("CPH Go"). Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse afdækkede, at Københavns Lufthavne blandt andet betingede flyselskabers anvendelse af CPH Go af følgende tre vilkår:

  • Bagage fra passagerer, som skifter fly i Kastrup Lufthavn (transferbagage), må ikke håndteres i CPH Go ("vilkår E") (derudover indebar vilkåret, at luftfartsselskaber i CPH Go ikke måtte benytte baggagesorteringsanlægget 2).
  • Forbud mod såkaldt "ULD loading" i CPH Go (Flyselskaber og disses ground handlers måtte ikke benytte containere til at laste fly med bagage) ("vilkår H").
  • Kun fly med et vingespænd på 24-36 meter måtte bruge CPH Go ("vilkår I").

Det følger af såvel konkurrencelovens § 11, som af artikel 102 TEUF, at en dominerende virksomhed ikke må misbruge denne dominans. Et sådant misbrug kan bl.a. bestå i at anvende "ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen" – og det var denne form for misbrug, som Konkurrencerådet vurderede i sagen.

Konkurrencerådet konkluderede, at:

  • Københavns Lufthavne er dominerende på det relevante marked (markedet for udbud af aeronautiske terminalydelser til luftfartselskaber og passagerer).
  • De ydelser, som Københavns Lufthavne yder til luftfartselskaber med/uden adgang til CPH Go, er i vidt omfang sammenlignelige ("ydelser af samme værdi").
  • Vilkårene E, H og I indebar en forskelsbehandling, som var egnet til at påvirke konkurrencen mellem de luftfartselskaber, som flyver fra Kastrup Lufthavn.
  • Vilkårene E, H og I kunne ikke objektivt begrundes i økonomiske eller operationelle forhold, idet bestemmelserne ikke kunne relateres til en omkostningsbesparelse for Københavns Lufthavne.

På denne baggrund fandt Konkurrencerådet, at Københavns Lufthavne havde misbrugt sin dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og TEUF artikel 102. Konkurrencerådet påbød Københavns Lufthavne at ophæve vilkårene E og I, samt at ændre vilkår I.

kontakt

Andreas Christensen

Partner