Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne har indgået en aftale om en Konkurrencepakke

Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne den 11. april 2011 indgået en aftale om en Konkurrencepakke.

Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne den 11. april 2011 indgået en aftale om en Konkurrencepakke.

Aftalen er indgået på baggrund af Danmarks lave konkurrenceniveau set i forhold til andre EU-lande samt et ønske om en højere produktivitet inden for både den offentlige sektor og dele af de private hverv – særligt dem, som ikke udsættes for udenlandsk konkurrencepres. Derudover har det høje prisniveau i Danmark i forhold til andre sammenlignelige lande også medført et ønske om øget konkurrence.

Målet med Konkurrencepakken er at skabe større konkurrence på en række nærmere anførte områder.

Det er forligspartiernes skøn, at såfremt alle initiativerne i Konkurrencepakken gennemføres, vil det medføre en øget produktivitet svarende til en forøgelse af bruttoværditilvæksten i de private erhverv under ét med cirka 1 % - svarende til ca. 10 mia. kroner.

Aftalen om Konkurrencepakken er en politisk aftale. Indholdet vil derfor først få betydning for retstilstanden på de enkelte områder, når initiativerne er igangsat.

Mere konkurrence om affaldsforbrænding

Inden for dette område er det et mål, at hvile-i sig-selv princippet erstattes med en markedsbaseret regulering. Dette skal ske ved, at affaldsforbrændingsanlæggene selskabsgøres. Samtidig får erhvervsvirksomhederne mulighed for selv at vælge forbrændingsanlæg, således at de ikke længere skal følge den kommunale anvisningsret for erhvervsaffald.

Det vil det fortsat være kommunerne, som har ansvaret for, at husholdningsaffald indsamles og behandles. Der indføres dog en pligt for kommunerne til at konkurrenceudsætte dette område gennem udbud.

For at tilgodese de kommunale forbrændingsanlæg og for at give dem mulighed for at tilpasse sig den nye regulering, får de i en periode på 5 år mulighed for at tiltrække husholdningsaffald fra ejerkommunen uden udbud.

Mere konkurrence i energisektoren

Regeringen har fremsat forslag om opførelse af en havmøllepark på Kriegers Flak. Såfremt forslaget gennemføres, skal der i tilknytning hertil etableres en international eludviklingskapacitet.

Der vil blive igangsat en analyse i samarbejde med Energinet.dk om, hvorvidt det vil styrke konkurrencen på el- og naturgasmarkedet at fremrykke etableringen af nye transmissionsforbindelser til udlandet.

Derudover vil der i forlængelse af arbejdet i det af klima- og energiministerens nedsatte Smart Grid netværk blive udarbejdet en strategi for udbredelse af Smart Grids i Danmark.

Styrket håndhævelse af konkurrencelovgivningen og forbedret kendskab til reglerne

I slutningen af 2009 nedsatte regeringen et konkurrenceudvalg, som blandt andet har til opgave at vurdere, hvordan processerne for sager efter konkurrencelovgivningen kan tilrettelægges mere effektivt, hvordan der kan ske en bedre forebyggelse af konkurrencelovsovertrædelser, samt om det vil styrke håndhævelsen af konkurrencelovgivningen i kartelsager at indføre fængselsstraf. Udvalget skal i september 2011 afgive rapport til økonomi- og erhvervsministeren. Herefter vil forligspartierne i Konkurrencepakken tage stilling til, hvordan forbedringen af håndhævelsen af konkurrencelovgivningen og virksomhedernes kendskab hertil forbedres.

Ny udbudslov og smidigere udbudsregler

Det er hensigten, at der skal nedsættes et udvalg, som skal undersøge fordele og ulemper på udbudsområdet, herunder om der er mulighed for at skabe mere fleksibilitet og klarhed, eller om den gældende retstilstand er bedre. Udvalget skal blandt andet inddrage udenlandske erfaringer. Desuden smidiggøres udbudsbekendtgørelsen, så eksempelvis fejl i formalia ikke betyder, at et tilbud skal afvises som ukonditionsmæssigt. Et forslag til en ny udbudsbekendtgørelse har været sendt i høring. Forligspartierne har derudover som mål at søge EU-udbudsdirektiverne forenklet gennem højere tærskelværdier, større mulighed for at bruge udbudsformen ”konkurrencepræget dialog” samt at gøre det lettere at anvende rammeaftaler.

Modernisering og effektivisering af Klagenævnet for Udbud

Sagsbehandlingstiderne for klagenævnet skal mindskes ved tilførsel af flere ressourcer, hvilket skal finansieres gennem en forhøjelse af klagegebyret, og der skal fastsættes et resultatmål for sagsbehandlingstiden. Klagenævnets hidtidige praksis med at følge officialprincippet skal ændres til, at nævnet kun skal tage stilling til parternes påstande. Derudover skal der ved afgørelser fremadrettet deltage én juridisk dommer og én sagkyndig dommer, hvor der hidtil har deltaget to sagkyndige dommere og en juridisk dommer. Den juridiske dommers stemme vil være udslagsgivende ved uoverensstemmelse.

Styrket indsats for OPP

På nuværende tidspunkt er OPP ikke særlig anvendt i Danmark. For at hjælpe virksomheder og myndigheder med at afklare tvivlsspørgsmål skal der derfor oprettes et OPP-kontaktpunkt. Desuden skal der udvikles en OPP-standardmodel, som skal gøre etableringen af OPP’er lettere. Denne model skal udarbejdes sammen med KL, Danske Regioner, institutionelle investorer samt erhvervsorganisationer, og den vil blive inddelt i afsnit efter opgavetyper.

Værktøjskassen for OPS skal styrkes

Ud over at der skal udarbejdes en række vejledninger, som skal gøre det lettere at udføre offentlig-privat samarbejde, skal dispensationsmulighederne i lov om kommuners og regioners deltagelse i offentlig-private selskaber udvides. Dette skal blandt andet ske med henblik på at styrke eksportmulighederne for private virksomheder. Der skal etableres en central udbudsplatform, som samler alle danske udbud ét sted. Derudover vil der blive udarbejdet et kodeks for god udbudsadfærd, som skal rette myndighedernes fokus på at gøre udbudsprocessen lettere og mindre omkostningsfuld.

Lettere adgang for små og mellemstore virksomheder til at deltage i udbud

For at små og mellemstore virksomheder har større mulighed for at deltage i udbud, skal der gives vejledning i at udarbejde konsortier, der skal afholdes kurser, og der skal etableres en eksempelsamling med erfaringer fra vellykkede samarbejder mellem offentlige myndigheder og mindre virksomheder. Der skal desuden oprettes et elektronisk kontaktpunkt til brug for små og mellemstore virksomheder, som sammen ønsker at byde på offentlige udbud.

Mere fælles indkøb i den offentlige sektor

For at opnå større effektivisering og mere konkurrenceudsættelse af offentlige indkøb skal der gennem standardisering blandt andet indgås koordinerede og forpligtende indkøbsaftaler inden for kommunerne og regionerne.

kontakt

Andreas Christensen

Partner

Rikke Søgaard Berth

Partner