Nye ferieregler pr. 1. maj 2011

Folketinget har vedtaget en række ændringer af ferieloven. De nye regler indebærer blandt andet, at arbejdsgivers mulighed for at anse ferie som afholdt i en fritstillingsperiode begrænses, udvidet mulighed for at aftale overførsel af restferie til det følgende ferieår samt en længere forældelsesfrist i de tilfælde, hvor arbejdsgiver ikke betaler feriepenge til medarbejderen. Endvidere giver loven feriefonden en øget mulighed for at kontrollere indbetalinger af uhævede feriepenge. De nye regler i ferieloven træder i kraft den 1. maj 2011 og vil således være gældende for det nye ferieår.

Ferie i fritstillingsperioden

Efter de gældende ferieregler anses ferie for afholdt i en fritstillingsperiode, hvis varslet for ferien og selve ferien kan placeres i fritstillingsperioden. Medarbejderen er under fritstillingsperioden forpligtet til at søge og påtage sig anden beskæftigelse.Dette gælder uanset, om medarbejderen får nyt arbejde i fritstillingsperioden eller ej.

Hvis medarbejderen får andet arbejde i fritstillingsperioden, kan de gældende regler føre til, at medarbejderen arbejder hos den nye arbejdsgiver samtidig med, at medarbejderen anses for at holde ferie hos den gamle arbejdsgiver. Desuden kan den tidligere arbejdsgiver efter 3 måneder af en fritstillingsperiode modregne lønnen i den resterende del af fritstillingsperioden (herunder lønnen under ferie) i den løn, som medarbejderen får fra den nye arbejdsgiver.

De nye regler betyder, at medarbejderen fremover kun kan anses for at holde ferie i fritstillingsperioden, hvis medarbejderen efter varslingsperiodens udløb har en arbejdsfri periode der som minimum svarer til feriens længde. Arbejdsgiveren vil således ikke fremover kunne betragte hele ferien for at være afholdt i en fritstillingsperiode, hvis en medarbejder får nyt arbejde i perioden, medmindre den fritstillede medarbejder rent faktisk holder ferien hos den nye arbejdsgiver.

For at ferien ikke kan anses for afholdt skal medarbejderen overfor arbejdsgiveren dokumentere, at medarbejderen ikke har haft en arbejdsfri periode hos en ny arbejdsgiver. Dette kan eksempelvis ske ved fremvisning af lønsedler eller en erklæring fra den nye arbejdsgiver.

I de situationer, hvor arbejdsgiveren ikke har mulighed for at modregne i en opsigelsesperiode eksempelvis som følge af overenskomst eller fratrædelsesaftale, kan ferien stadig anses for holdt i samme omfang som efter gældende regler.

De nye regler finder alene anvendelse for fritstillinger, der meddeles efter 1. maj 2011.

Overførsel af restferie

Medarbejdere, der er omfattet af kollektiv overenskomst, har efter de nugældende regler ikke mulighed for at aftale overførsel af den 5. ferieuge med sin arbejdsgiver, medmindre dette udtrykkeligt fremgår af overenskomsten. Medarbejdere, som ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst, har derimod ret til at indgå en sådan aftale med sin arbejdsgiver direkte efter ferieloven.

Med lovforslaget ønskes det at skabe større fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Derfor foreslås det, at alle arbejdsgivere og medarbejdere fremover lokalt skal kunne indgå aftale om overførsel af den 5. ferieuge, medmindre denne mulighed er afskåret ved kollektiv overenskomst. Udgangspunktet vendes således på det organiserede arbejdsmarked.

Endvidere foreslås det, at aftale om overførsel af den 5. ferieuge skal kunne indgås indtil den 30. september efter ferieårets udløb. Herved opstår der risiko for, at arbejdsgivere afviser overførsel af ferie på et tidspunkt, hvor denne ikke længere kan holdes. I så fald må der kunne ske udbetaling af den 5. ferieuge.

Efter gældende regler skal medarbejdere, som ønsker at overføre udover 20 dage, indgå en aftale med arbejdsgiveren senest den 30. april. For så vidt angår medarbejdere omfattet af kollektiv overenskomst er det kun muligt at indgå en sådan aftale, hvis det udtrykkeligt fremgår af overenskomsten.

De nye regler medfører, at fristen ændres til 30. september, og at alle medarbejdere – overenskomstansatte som ikke overenskomstansatte – får mulighed for at indgå aftale om overførsel af ferie. Dette gælder dog ikke, hvis overenskomsten direkte afskærer denne mulighed.

Forlængelse af forældelsesfrist

I de tilfælde hvor arbejdsgiveren ikke vil udbetale feriepenge, skal medarbejderen efter gældende regler rejse kravet overfor den tidligere arbejdsgiver senest den 30. september efter ferieårets udløb. Hvis arbejdsgiveren forsat ikke betaler, skal medarbejderen senest den 30. november samme år søge kravet gennemført ved retslige skridt eller lignende. Overholder medarbejderen ikke disse frister, mistes retten til feriepengene.

De nye regler medfører, at medarbejderen ikke længere skal dokumentere, at kravet er gjort rettidigt gældende overfor arbejdsgiver, og at fristen for at søge kravet gennemført nu er 3 år efter ferieårets udløb.

Kontrol med indbetaling af uhævede feriepenge

Ændringen giver Arbejdsmarkedets Feriefond og private feriefonde mulighed for at kontrollere om en arbejdsgiver afregner de feriepenge, som medarbejderen ikke har hævet i løbet af året. Arbejdsmarkedets Feriefond får mulighed for at føre stikprøvekontrol med 150 virksomheder årligt. Denne stikprøvekontrol skal sikre, at arbejdsgiverne afregner uhævede feriepenge til Arbejdsmarkedets Feriefond og derved ikke opnår økonomisk vinding ved eksempelvis medarbejdernes manglende afholdelse af ferie mv.

Se det vedtagne lovforslag på Folketingets hjemmeside (L 108)

kontakt

Erik Wendelboe Christiansen

Partner

Jonas Enkegaard

Partner