STRUKTURERET OG HANDLEKRAFTIG COMPLIANCE MANAGER

Compliance er selvsagt en vigtig del af vores hverdag i en af Danmarks største advokatvirksomheder. Som compliance manager i Horten kan vi derfor garantere dig ansvaret for et højt prioriteret område, samtidig med at vi kan tilbyde et fagligt miljø med alle muligheder for kvalificeret sparring rundt om i organisationen.

Tiltaler det dig? Og er du skarp på compliance og processtyring samt kan skabe stærke samarbejdsrelationer på alle niveauer? Så er det måske dig, vi kan tilbyde et job i et top professionelt arbejdsmiljø med garanti for selvstændigt ansvar og gode kollegaer.

ET OMRÅDE HVOR UDFORDRENDE OPGAVER ER EN SELVFØLGE
Vi er klar til at udvide vores hold med en kollega, der brænder for compliance-området, og som kan sikre, at vi overholder gældende lovgivning og interne retningslinjer. Mere konkret vil dine væsentligste arbejdsopgaver bestå i at:

  • Sikre overholdelse af gældende lovgivning og interne retningslinjer i forhold til fx hvidvask, GDPR, markedsføring, konflikttjek, whistleblower-ordning og ISO 27001/2
  • Følge op på ny og ændret lovgivning
  • Udarbejde dokumentation, samle best practice og udvikle effektive kontrolmetoder samt gennemføre kontrollerne
  • Identificere og vurdere væsentlige compliance risici og rapportere disse til øverste ledelse
  • Tilrettelægge og implementere relevante processer for håndtering af eventuelle risici
  • Uddanne og rådgive inden for relevant lovgivning og nye procedurer

En kilde til din succes bliver din evne til at skabe resultater i tæt samarbejde med husets juridiske afdelinger og stabsfunktioner. Du bliver en del af vores stabsledelse med direkte reference til direktøren og tæt samarbejde med udvalgte partnere.

VI KRÆVER EN DEL
Resultater fra tidligere job og fra en relevant videregående uddannelse afspejler, at du er ambitiøs og fagligt blandt de bedste. Det er afgørende, at du:

  • Er stærkt fagligt funderet og har mindst to års erfaring med compliance (erfaring fra advokatbranchen og kendskab til ISO 27001/2 er en fordel, men ikke et must)
  • Kan drive processer selvstændigt og sætter en ære i at følge op og at drifte løsningerne efterfølgende
  • Har høje etiske standarder, er principfast og vedholdende – også når det bliver besværligt
  • Etablerer gode samarbejdsrelationer på tværs af hele organisationen som en selvfølge
  • Formidler budskaber om regler og arbejdsgange klart og enkelt (undervisningserfaring er en fordel)
  • Balancerer behovet for at holde overblikket med fokus på detaljen
  • Er både struktureret og nysgerrig af natur, så du får sat tingene i system og får holdt dig fuldt opdateret på nyeste viden af relevans for dit område


…OG TILBYDER MERE

Hvis du kan byde ind med den rette erfaring og attitude, tilbyder vi mulighed for både faglig og personlig udvikling. Med ansvaret for Hortens interne compliance processer følger afgørende indflydelse, der kan blive dit næste skridt i karrieren. Og dit tætte samarbejde med ledelsen og medarbejdere i hele organisationen giver dig et godt indblik i forretningens mange områder. Vi har løbende fokus på din udvikling, som vi drøfter med dig i en åben og ærlig dialog.

Hos Horten har vi en flad struktur. Vi tror på, at en imødekommende omgangstone er bedre end spidse albuer, og at et godt samarbejde giver det bedste grundlag for at levere professionel rådgivning til vores kunder. Vi tilbyder gode arbejdsforhold med fleksibilitet i jobbet samt mange sociale tilbud og fremragende rammer i Tuborg Havn.

VI VIL GERNE HØRE FRA DIG
Deadline for ansøgning er den 5. august. Søg online og vedhæft ansøgning, CV og karakterer.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Kjeld Rask på 3334 4100/ kra@horten.dk.

OM HORTEN
Horten er en full-service advokatvirksomhed med over 60 års erfaring og 250 medarbejdere. Vi går til sagens kerne og bruger vores solide baggrund og mange tværgående ekspertområder til at skabe resultater for vores kunder. Allerbedst er vi i sektorer, der er præget af hastig udvikling og intensiv regulering. Vi bor i et moderne og bæredygtigt domicil i Tuborg Havn i Hellerup, hvor der er gode rammer for samarbejde og videndeling.

Ansøgningsfrist: 5. august 2018